Midlertidige besøgsrestriktioner på botilbud

Sårbare borgere skal beskyttes mod coronavirus – derfor indføres nu besøgsrestriktioner for Højsletten, Skovgården og Juvelhuset.

I lighed med de restriktioner for besøg på plejehjem mv., som blev indført i sidste uge, har Herlev Kommune iværksat regler for besøg på kommunens tre botilbud, Højsletten, Skovgården og Juvelhuset.

Følgende regler om besøg på botilbuddene vil i en midlertidig periode være gældende:
• Beboere, der er i en særlig kritisk situation (fx svær sygdom, svær mistrivsel) kan – efter aftale med lederen – modtage besøge i egen bolig.
• Beboere, der ønsker det, kan få begrænset besøg af 1-2 nære pårørende i borgerens egen bolig.
• Besøg skal aftales på forhånd, bl.a. da der skal føres lister over gæster, så der kan redegøres for mulige smittekæder, hvis der opstår sygdom på botilbuddene. Ring til tilbuddet / afdelingen, hvor borgeren bor.
• Botilbuddenes fællesrum kan ikke bruges som opholdsrum – og ej heller som gennemgangsrum, hvor borgeren har indgang gennem egen bolig.
• Sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer om afstand og hygiejne skal overholdes.
• Andre beboere og medarbejdere må ikke være deltagende i besøget.

Derudover påpeges det, at man kun kan foretage besøg, såfremt man føler sig helt rask og har været uden sygdomssymptomer i 48 timer inden besøget. Er man selv i en risikogruppe, bør det overvejes, om et besøg er ansvarligt.
Det er som følge af den seneste stigning i COVID-19-smittetallene, at Social- og Indenrigsministeriet pr. 14. september har pålagt en række kommuner at indføre generelle, midlertidige besøgsrestriktioner på sociale boltilbud, heriblandt Herlev Kommune.

I Herlev Kommune vurderer ledelsen, at botilbuddene Højsletten, Skovgården og Juvelhuset er omfattet af denne gruppe af tilbud, da beboerne på disse tilhører en sundhedsmæssig risikogruppe.
Reglerne om besøgsrestriktioner på tilbuddene vil blive ophævet i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed, når restriktionerne ikke længere vurderes nødvendige.