Juvelhuset er beliggende centralt i Herlev nær offentlig transport med indkøbsmuligheder indenfor kortere afstand og med Byskoven som nabo.
Juvelhuset er opført i 1997 og er bygget som et H. I midten er der en stor, dejlig fællesstue, to større fællesrum, og i hvert ben af H'et er der 8 boliger, et køkken samt depot og kontor rum på hver side af fællesstuen. Ud af de 16 boliger er der 4 to-rums boliger. De øvrige boliger er et-rums boliger.
Hver bolig har et stort badeværelse, lille entre med indbyggede skabe. Boligen indrettes helt efter egen smag.
På begge 'fløje' - som vi kalder Øst og Vest siden af huset er der et fælles køkken, hvor der laves mad hver aften, og hvor du også selv har mulighed for at lave mad, koge vand eller lave kaffe. Der foregår mange aktiviteter i køkkenet hen over dagen, der skrælles kartofler, der spises morgenmad og frokost. Dette handler du selv ind til.
Aftensmaden laves hver dag i Juvelhuset, af personale og beboere i fællesskab.
Der er opvaskemaskine, fælles vaskeri, depotrum, aktivitetsrum med massagestol, computer oa, samt et lille seperat rum hvor man kan se tv eller høre musik.
Huset har trådløst netværk, som kan bruges på fællesarealerne, og evt forstærkes så det rækker ud i de enkelte boliger
Juvelhuset har en meget stor og dejlig have, og der er terasse og altaner på tre sider af huset, ud til haven og ved hvert køkken. Der er et cykelskur, hvis du har din egen cykel, og her holder husets duocykel også.